I disse dage har man i alle nyhedsmedier kunnet læse om straffeudmålingen for to forskellige lovovertrædere. Den ene gjaldt en mor, der til sin senere store beklagelse har givet en dreng en lussing i frustration over hans længerevarende mobning af hendes søn, og den anden en bilist, som har kørt min. 85 km i timen, hvor man kun måtte køre 50, hvilket fik ham til at miste herredømmet over bilen, så han kørte ind i og dræbte en 6-årig dreng. Moren blev idømt 20 dages ubetinget fængsel, mens Højesteret gav bilisten 30 dages ubetinget fængsel.
Sådanne to forskellige lovovertrædelser straffes altså næsten ens, og samfundet sidestiller dermed en angrende mor, der med flad hånd i affekt har slået en chikanerende teenager, med en drabsbilist, hvis egoistiske opførsel har taget livet af en tilfældig 6-årig dreng. Giver det en rar retsfølelse i maven?
Vi sætter alle stor pris på at bo i et retssamfund. Man har skabt et system, der både viser samfundet og den enkelte lovovertræder, at det har en ubehagelig konsekvens at handle imod de vedtagne paragraffer. Det er klare signaler, der er så indlysende, at de udgør en grundsten i ethvert kontrolleret samfund.
Men logikken synes smukkere som et koncept end som et effektivt værktøj i den virkelige verden, for hvordan kan en enkelt kriminels gerning omregnes til en særlig længde straf? Og hvis uagtsomt manddrab af en lille dreng skal straffes hårdere end en enkelt ørefigen til en plageånd, hvor meget større skal straffen da være? Det er umuligt at argumentere for, at den enten skal være lige nøjagtigt dobbelt eller måske tigange så lang.
Det er et uløseligt dilemma, hvordan man i straffeudmålinger skal vægte konsekvensen af en lovovertrædelse i forhold til intentionen med overtrædelsen. Straffes de to forbrydelser ens, fordi drabsbilisten ikke havde til hensigt at slå ihjel, hvorimod moren helt bevidst klapsede teenageren? Skal vi generelt straffe den onde vilje hårdere end en skødesløs opførsels tilfældige resultater, uanset hvor forulempet ofret bliver?
Borgernes retsfølelse får en karruseltur, men lovovertræderne må alt andet lige opleve, at deres handlinger bliver straffet. Desværre er en følelse af konsekvens givetvis fængslernes eneste fornuftige effekt, idet straf og frustrationer sjældent forårsager samfundsborgere, der senere vil arbejde hårdt for at holde sig inden for lovens rammer.
Sikke en mærkværdig verden, hvor vi alle kan bakke op om et retssystem, som giver så uendelig lidt mening i praksis. /AU
Tags: lovovertrædelser, retsfølelse, retssamfund, straf
