Man kan undre sig over, at politikernes prioriteringer. Flere og flere bliver arbejdsløse, kommunale besparelser skærer den sociale service ind til benet, og de mange ældre og dyrere behandlingsmetoder truer velfærdsmodellen. Alligevel fokuseres kræfterne på at give 200 kvinder nye tøjvaner. Selvom hverken folkeskoler eller domstolene efterlyser nye love for at undgå tildækkede lærere og dommere, skælver statsministeren stadig ved den teoretiske tanke, at hans søn en dag kunne blive undervist af en dame i niqab.

Over halvdelen af befolkningen viser sig at støtte kampen mod burkaerne. Især de gamle og dem med kort uddannelse eller måske kort sagt primært Dansk Folkepartis vælgere skræmmes over alt det bomuld. Tænk på, hvor mange bomber de løse gevandter kan dække over!

Lars Løkke vil gerne diskutere ”hvordan burkaerne skal rives af kvinderne,” da de åbenbart ikke passer ind i Danmarks ”positive samfund”. Er det Danmarks måde at tage tydelig afstand til religiøse regimer, der dikterer befolkningens opførsel og beklædning? Det mener Naser Khader tilsyneladende, for burkaer er pr definition kvindeundertrykkende, selv når kvinder frivilligt vælger at iklæde sig dem. Denne påstand underbygges ikke af Khaders store kendskab til burkaklædte kvinder, men ved at Khader har iagttaget, at mænd aldrig går i burka!!!

Med det argument bør man vel også rive stiletter, stramme nederdele og nedringende bluser af kvinderne, nu man er i gang. Sådan beklædning giver dog rig mulighed for tydeligt kropsprog, hvilket åbenbart nu også er blevet en dansk kerneværdi. Alligevel må det være kvindeundertrykkende beklædning, for mænd går aldrig i sådan noget tøj, og Lars Løkke sover sikkert heller ikke roligere om natten ved tanken om at se sin søns lærer i sådan et outfit. /AU

Sådanne to forskellige lovovertrædelser straffes altså næsten ens, og samfundet sidestiller dermed en angrende mor, der med flad hånd i affekt har slået en chikanerende teenager, med en drabsbilist, hvis egoistiske opførsel har taget livet af en tilfældig 6-årig dreng. Giver det en rar retsfølelse i maven?

Vi sætter alle stor pris på at bo i et retssamfund. Man har skabt et system, der både viser samfundet og den enkelte lovovertræder, at det har en ubehagelig konsekvens at handle imod de vedtagne paragraffer. Det er klare signaler, der er så indlysende, at de udgør en grundsten i ethvert kontrolleret samfund.

Men logikken synes smukkere som et koncept end som et effektivt værktøj i den virkelige verden, for hvordan kan en enkelt kriminels gerning omregnes til en særlig længde straf? Og hvis uagtsomt manddrab af en lille dreng skal straffes hårdere end en enkelt ørefigen til en plageånd, hvor meget større skal straffen da være? Det er umuligt at argumentere for, at den enten skal være lige nøjagtigt dobbelt eller måske tigange så lang.

Det er et uløseligt dilemma, hvordan man i straffeudmålinger skal vægte konsekvensen af en lovovertrædelse i forhold til intentionen med overtrædelsen. Straffes de to forbrydelser ens, fordi drabsbilisten ikke havde til hensigt at slå ihjel, hvorimod moren helt bevidst klapsede teenageren? Skal vi generelt straffe den onde vilje hårdere end en skødesløs opførsels tilfældige resultater, uanset hvor forulempet ofret bliver?

Borgernes retsfølelse får en karruseltur, men lovovertræderne må alt andet lige opleve, at deres handlinger bliver straffet. Desværre er en følelse af konsekvens givetvis fængslernes eneste fornuftige effekt, idet straf og frustrationer sjældent forårsager samfundsborgere, der senere vil arbejde hårdt for at holde sig inden for lovens rammer.

Sikke en mærkværdig verden, hvor vi alle kan bakke op om et retssystem, som giver så uendelig lidt mening i praksis. /AU

hold på hat og briller

Stormen har svært ved at lægge sig om Københavns Rådhus efter tirsdagens valg. Beskyldningerne flyver de radikale spidskandidater om ørene som vist nok nu er blevet enige om at de står sammen om at tage afstand fra hinanden.

Efter at have hævdet at en stemme på Klaus Bondam ville betyde mindre indflydelse til Dansk Folkeparti, vælger Bondam nu at indgå forlig med DF og give dem en række udvalgsposter for til gengæld selv at få fingrene i en borgmesterkæde. Posterne må have været af høj værdi siden DF foretrækker en radikal borgmester frem for en borgerlig. Stemmeslugerne Manu Sareen frygter at et sådan dristig trin kan forårsage politikerlede, og han forlod derfor forhandlingen i vrede, men proklamerede dog ridderligt at han havde lovet ikke at røbe uenigheden og derfor var tavs. Ridderen var dog rejst hjem dagen efter hvor Sareen frejdigt plaprede ud om Bondams umoralske og selviske dans mod magten. Sikke en fejde!

En god brugt vendekåbe af mærket Bondam er blevet sat til salg på Den Blå Avis og alle har travlt med at pege fingre! Selv den rene Sareen har fået mudder på tøjet, for alt tyder på han selv nikkede ja til det djævelske ægteskab mens han sad og tænkte på sin næste medieperformance.

Det er åbenbart langt vanskeligere end man umiddelbart skulle tro at holde DF stangen. Liberal Alliance blev jo i sin tid grundlagt for bl.a. at dæmme op for DFs indflydelse. Men forsvaret var åbenbart ikke stærkt nok. I hvert fald siver det danske folkeparti ind fra alle vegne, og det siges at de to partier i dag ofte ses gå tur hånd i hånd langs søerne.

Men er det mon ikke muligt at finde nogle politikere der tør agere ideologisk og sige fra når prisen for indflydelse går direkte imod det politiske projekt? Hvor finder man dog politikere der hverken sælger deres værdier for en prestigefuld post eller blot viser modstand mod ideologi-stridende aftaler ved at lege mopset teenager?

Svaret må være at melde sig ind i DF. Her tør man holde fast på værdierne! Hvem kan forestille sig Pia K krybe til korset og give asylbørnene en human behandling i Danmark blot for at blive minister. Nej, vel? Vi har da heldigvis stadig nogle politikere der tør stå fast ved principperne!

Kontanthjælpsdilemma

Mie Knudsens opsparing var ved at være brugt op. Hun havde holdt en tiltrængt ferie efter hun stoppede på sit job. I mellemtiden havde krisen meldt sin ankomst, og jobmulighederne var nu indskrænket en del siden hun var arbejdssøgende sidst. Derfor drog hun til byens jobcenter for at få en hånd. Hun mødte op, trak et nummer, lavede et cv og fik udleveret ‘Ansøgning om kontanthjælp’ der skulle udfyldes og medbringes til Ydelsesservice inden to dage. Ved pkt. 10 i ansøgningen, hvor der skulle redegøres for formue, viste det sig at hun umiddelbart ikke var berettiget til kontanthjælp.

I Bekendtgørelse af lov om aktiv socialpolitik §14 erfarede hun at “kommunen ikke kan yde hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen har formue, som kan dække det økonomiske behov. Kommunen ser dog bort fra beløb på op til 10.000 kr., for ægtefæller 20.000 kr.” Selvom hendes egen formue snart blev mindre end 10.000 kr., havde hendes mand, der studerede, omkring 25.000 kr. i aktier og et tilsvarende beløb på kontoen. Derudover havde de en bil der nok kunne indbringe mindst 20.000 kr. Som det var nu, så det ud til de havde for mange penge og lignende til at hun kunne få kontanthjælp.

Hun læste stk. 2 i aktivsocialpolitiksloven: “Der ses desuden bort fra den del af en formue, der er nødvendig for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til ansøgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder”. “Bom bom, gad vide om der bør bevares noget i vores tilfælde”, funderede hun og studerede ansøgningen igen. Det var kun bilen, aktierne og hr. Knudsens formue der var aktuelle. De skulle ikke bekymre sig om “kapitalpension, pensionsopsparing, livsforsikring, børneopsparing, værdipapirer, obligationer, pantebreve, ejerlejlighed, hus, lejlighed, sommerhus, kolonihave, andelsbolig, motorcykel, båd, campingvogn, eller andet, som var erhvervet som investeringsobjekt”, for ingen af delene havde de. Til gengæld skulle de oplyse om “der var forbrugt eller bortgivet formue inden for de sidste 12 måneder”. Så meldte sig endnu et spørgsmål.

Hvad mon det var legalt at bruge sine penge på? Ægteparret Knudsen gik i flyttetanker og hvis de flyttede, skulle de bruge en del penge på istandsætning og inventar. Men hvor meget kunne de tillade sig at bruge for at “opnå en nødvendig boligstandard”? De kunne også tage ud at rejse, eller de kunne donere en sum til godgørende formål. Måske var det grundlæggende forkert at bruge pengene på andet end til at leve for? Hvad hvis hun slet ikke havde fået tanken om kontanthjælp nu, men først når opsparingen var brugt på maling, en uge på Mallorca og 40.000 til Røde Kors? Det ville måske være selvmål og betyde at de ikke kunne få hjælp.

Regeringen og DF foreslår at uintegrerede får 10.000 kr. for at fise af

Den amerikanske general George Casey kalder Fort Hood-skyderierne tragiske, men finder det endnu mere ulykkeligt hvis hændelsen resulterer i at mangfoldighed i USA ikke længere ses som en styrke. General Casey ville ikke have muligheden for en lang karriere i Danmark. Her anskues mangfoldighed snarere som en flerfarvet lyskæde fra Aldi der forstyrrer det rene look fra Danish design. Men nu skal der ryddes op!

I erkendelse af at god gammeldags knofedt er en ulovlig måde at fjerne de uønskede brune pletter på det rød/hvide Dannebrog, har regeringen og DF set sig nødsaget til at ty til mere esoteriske metoder der kan mane snavset ud af landet.

De vil af med de udlændinge som ikke lader sig integrere, men i stedet isolerer sig i parallelsamfund. Her er specifikt tale om de udlændinge fra ikke-vestlige lande som ikke løber ind i vores korslagte arme, som ikke formår at smile efter en årelang tur i Udlændingeservices bureaukratiske tromle, og som ikke har tilstrækkelig charme til at lirke de lukkede danske fællesskaber op med et afslappet ”davs” der damper af jysk lunhed. Jamen, hvorfor tager de så ikke bare hjem?

Kommunerne har nu fået 20 mio. kr. til at motivere disse uintegrerbare elementer til at rejse. Her er jo tale om udspekulerede snyltere af det danske velfærdssystem der givetvis ville foretrække en kold tyver frem for en opvarmet frikadelle, så motiveringen vil bestå af det sprog de forstår, nemlig penge, 100.000 kr.

Men hvad mon initiativet fører med sig? Vil det sprede glæde blandt brune og sorte mennesker som vil takke det danske samfund for at have forøget deres handlingsmuligheder? Eller er tiltaget måske i stedet rettet mod almindelige farvede mennesker der har svært ved at mobilisere den store motivation til at lade sig blive en del af et samfund der forsøger overtale dem til at rejse hen hvor pebret gror?

Som Manu Sareen frygter jeg også regeringens fikse ide vil have den stikmodsatte effekt end den intenderede. De der ikke kan forsørge sig selv i Danmark, men er sikret gratis lægehjælp, uddannelse og hjælp til almindelig overlevelse, føler sig næppe overbevist om at 100.000 i et land uden socialt sikkerhedsnet garanterer dem et bedre liv. Tværtimod er nogle veluddannede indvandrere måske snart ved at være trætte af at blive mistænkeliggjort og konstant set på som fremmede, og idet de har adgang til gode jobs over det meste af verden, kunne dette forslag ses som en kærkommen lejlighed til at tage et sted hen hvor mangfoldighed ikke udgør et skrækscenarie./AU

Allerslev ønsker mere nul-tolerance på Nørrebro

Det er jo så moderne nu blandt politikere at skille sig af med de mennesker man ikke rigtigt ved hvad man skal stille op med. Politikere gnaver sig ihærdigt gennem lovgivningen og internationale forpligtelser så unge ballademagere og deres familie kan sendes ud af Gellerupplanen og besværlige irakere hjem til Bagdad gennem fabrikerede smuthuller.
Men nu vil Venstres Pia Allerslev udvide succesen. Der skal indføres nul-tolerance i København hvor kriminelle bandemedlemmer skal forbydes at både bo og færdes. Her kunne et fly til Bagdad jo vise sig handy, for Allerslev erkender at hun ikke har nogen slutdestination til gangsterne. De skal blot væk. Hokus pokus.
At en venstrepolitiker peger fingre af forebyggelse, men i stedet foreslår magiske forsvindingsnumre til løsning af Københavns kriminalitetsproblemer, burde være ren guf for en sulten opposition der higer efter ørenlyd. Men nej. Frank Jensen synes nærmest forblændet af Allerslevs tryllestøv og forsøger selv at ville smide bandemedlemmer ud af Tingbjerg.
Måske skyldes den udeblevne protest at den gode Pia Allerslevs udlægning af problematikken er så rar at tro på. Hun udtaler i P1debat den 30. oktober direkte til gangsterne: ”Hvis I virkelig synes det er så fantastisk at rende rundt og skyde på hinanden, så må I jo gøre det et sted hvor vi andre uskyldige mennesker ikke bliver udsat for det her.”
Dette kommer som en personlig overraskelse for mig. Her gik jeg rundt og troede bandekrigen var underverdenens kamp om et lukrativt hashmarkedet, men i Pia Allerslev fe-optik skyder bandemedlemmerne åbenbart bare fordi det er sjovt. Jamen, så var det måske en meget god ide at genopsætte gamle Karen Jespersens forestilling om den øde danske ø for kriminelle. Vi kunne måske endda lave et tv-show ud af de legesyge gangsteres tosserier med pistoler. Tak Pia Allerslev, fordi du får verden til at se så helt utrolig simpel ud. /AU